tirsdag den 20. maj 2014

Cremet, tyk og skøn græskarsuppe (eller måske nærmere betegnet grøntsagssuppe) med alt godt fra køleskabet og ikke mindst bacon



Som skrevet andetsteds, kæmper jeg en brav kamp for at få lille Lea til at spise grøntsager... I øjeblikket er min taktik at få dem smuglet ind alle mulige (og umulige) steder, så hun (måske) ikke opdager dem - samtidig med, at hun altid tilbydes synlige grøntsager, så hun forhåbentlig en dag kommer på bedre tanker. Hun er kun snart 1 år, så der er tid endnu ;)

Nå, men her kommer en opskrift, som er stop fyldt med grøntsager i alle afskygninger, og så smager den himmelsk. Desværre var Lea ikke helt enig, men det kan tænkes, andre babyer er...!



Ingredienser:

1 pakke bacon
½ hokkaidogræskar
1 stort løg
1 dåse tomater
2 fed hvidløg
5 mellemstore kartofler
2 store gulerødder
1½ dl græsk yoghurt (10%)
4 dl grøntsagsbouillon (eller oksebouillon)
½ tsk timian
Salt og peber

Grøntsagerne skrælles (også græskarret) og skæres i mindre stykker. Løgene hakkes og svitses kort i en gryde i lidt olie sammen med ½ tsk timian, før grøntsagerne og bouillonen tilsættes. Kom så låget på, og lad det koge i ca. 20 min til grøntsagerne er møre. I mellemtiden kan du stege baconen sprød på en pande. Til sidst blendes grøntsagerne med en stavblender, og salt, peber, yoghurt og bacon tilsættes.

Mums! :)

Tip: hvis du godt kan lide at få et lille kick og blive godt varmet igennem af din suppe, kan du tilsætte 1 hel chili (gerne en stærk een af slagsen)



Ingen kommentarer :

Send en kommentar